Sælg dig selv

Som tidligere nævnt, så er synlighed ekstremt vigtig. Især i starten af din karriere, er det vigtigt at få noget erfaring og nogle penge i kassen. Du er nødt til at lære at sælge, hvis du vil kunne leve at det. Men man kan godt sælge uden at være sælger-agtig, det skulle de følgende afsnit gerne illustrere.

Jeg har oplevet folk, der som det mest naturlige i verden spredte deres visitkort ud på bordet til en middag, som en dealer på et casino. Behøver jeg sige, at det ikke efterlod det bedste indtryk? Visitkortene lå der i hvert fald stadig efter gæsterne var gået fra bordet.

I den anden ende af spektret har vi så dem, der er så bange for at være sælger-agtige, at de dårligt tør hilse på fremmede. Jeg gætter på, du ligger tættere på dén gruppe. De fleste af os HADER at sælge os selv. Det er rædselsfuldt. Men vi er nødt til at komme ud af vores komfortzone, hvis vi vil møde nye mennesker og have ordrebogen fyldt op. 

Du kan ligeså godt vænne dig til at sælge, hele tiden. Selvom du har travlt lige nu, er der ingen garanti for det fortsætter. Det er faktisk ofte når vi ikke har tid, at vi bør opsøge nye muligheder og nye potentielle kunder. Når du pludselig HAR tid, er det for sent.

Når jeg siger “sælge”, så mener jeg i virkeligheden bare at holde kontakt og være åben og nysgerrig – ikke at du skal kime folk ned og faldbyde dig selv 24/7. Det er ligesom at fiske. Det kræver tålmodighed, du skal bruge noget madding og vide hvor fiskene er. Men du fanger ikke noget, hvis du ikke smider snøren i vandet. Gerne flere snører samtidigt.

Mødet med andre freelancere

Det vigtiste vandhul du kan indfinde dig ved, er der hvor de andre freelancere i din branche færdes. Langt størstedelen af de kunder jeg har haft gennem tiden er kommet via henvisning fra andre. Se ikke de andre freelancere som konkurrenter, men som kolleger og allierede. Spørg dem til råds, gør hvad du kan for at hjælpe dem, henvis arbejde til dem eller byd på en drink i baren. Det er en god investering på den lange bane, tro mig.

På den korte bane kan du lige så godt starte med at sende en kort e-mail til alle i dit netværk – familie, venner, gamle kolleger, ALLE. Igen, se det som en service at du lader høre fra dig og fortæller hvad du har gang i. Og du ved aldrig om moster Karen eller ham du kender fra madlavningskurset kender nogen, som en dag står og mangler lige netop det du laver.

Her et eksempel på hvordan den e-mail kunne se ud:

Hej (navn),

Jeg vil bare lige fortælle dig, at jeg har taget springet som freelance (musiker, grafiker, kunster, tøjdesigner). Skulle du have lyst til at se hvad jeg går og laver, kan du finde mig på (webadresse) ligesom mit telefonnummer stadig er (telefonnummer).

Jeg håber du har det godt og stadig nyder (sommeren/dit arbejde/whatever).

MVH (navn)

Og når du nu alligevel skal sende mails ud, så få da lige lavet en e-mail signatur i dit mailprogram, med dit navn, evt. firmanavn, webadresse, e-mail, evt. telefonnummer. Igen er det en service, at folk ikke skal bruge tid på at Google for at finde dig.

Mødet med potentielle kunder

Det hjælper ikke at have en god madding, hvis du smider snøren i den forkerte sø. Du må finde ud af hvor dit marked, dine kunder er henne. Og så må du fortælle dem, at du findes.

Ingen af os bryder os om at komme med hatten i hånden. Så selvom du er nødt til at henvende dig uopfordret, så se på det, som at du yder en service. Du fortæller et forlag/butik/bureau/whatever at du findes – det er faktisk en hjælp for dem.

Prøv at fokusere på dem og deres plads i verden, fremfor dig selv. De fleste elsker at snakke om sig selv. Spørg ind til deres virksomhed og hvad de laver, lyd så interesseret du kan. Hvis du kan få din nysgerrighed og entusiasme til at fylde mest i samtalen, så vil de instinktivt huske dig som en flink fyr.

Bogmesser, kongresser eller andre branchemøder er et godt sted at danne nye netværk. Du kan også bare vade ind fra gaden. For en musiker er det måske bestemte spillesteder, for en tøjdesigner måske bestemte butikker. Du må selv finde ud af hvem, hvad og hvor, hvordan andre gør. Og nej, det er ikke nok at melde dig ind i en Facebook-gruppe og røre rundt i LinkedIn. Du skal have tøj på og ud i virkeligheden.

Her er et eksempel på en introduktion:

Hej jeg hedder (dit navn), jeg er (illustrator/ forfatter/ grafiker/ whatever). Jeg kan se at I laver nogle ret (flotte bøger/ spændende ting/ inspirerende produkter) som minder lidt om noget af det jeg laver. Må jeg lægge (mit kort/ et portfolio/ et par prøver på mit arbejde)? Eller kan du give mig navnet på hvem jeg kan kontakte?

Ovenstående er et eksempel på et klassisk “cold call”, en henvendelse til en fremmed. Det er klart nemmere at sælge noget til nogen du i forvejen har en relation til. Det bør være dit primære fokus, at møde nye mennesker.

Når jeg er på tegneseriekongres i USA eller til forlagsreception i København, prøver jeg bare at hygge mig og indgå i en almindelig social sammenhæng. Jeg prøver at være nysgerrig og stille spørgsmål. Men jeg møder så mange mennesker, at det er umuligt at huske dem alle. Så jeg tager noter undervejs. Det lyder udspekuleret og lidt klamt, at sidde og tage noter til en reception. Men det kan gøres på telefonen i en naturlig pause i løjerne, ingen lægger mærke til det. Det at skrive “Josh, forfatter, DC Comics” i en note på min iPhone, øger sandsynligheden for, at jeg kan huske Josh senere.

Dem som jeg har haft en god snak med, finder jeg senere på Facebook og anmoder om venskab, sammen med en besked. “Hej Josh, tak for snakken i går! Det var super inspirerende at høre om dine spændende projekter”. Når Josh’s navn og profilbillede ind i mellem dukker op i mit newsfeed, øger det endnu engang sandsynligheden for at jeg kan huske ham – og omvendt. Ind imellem får jeg også uvurderlig brancheviden gennem andres posts.

Som sagt skal du ikke undervurdere betydningen af at hænge ud med ligesindede, andre freelancere  eller folk på samme niveau som dig. Men lad nu være med at bruge hele aftenen i et hjørne med vennerne. Det møder du altså ikke nye mennesker ved. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *